En lækker drik i varmen

Nu hvor varmen endelig ser ud til at være kommet til Danmark, så er det da meget passende med en milkshake – og gerne en hjemmelavet. Det er super nemt. 

I sidste uge lavede vi en Oreo milkshake, da vi kom hjem fra dagpleje/dus/arbejde. 

Opskriften er super nem – vi brugte:

– 1/2 pakke Oreo (dem med ekstra fyld)

– 1/2 liter vanilleis

– 1,5 dl minimælk 

Lad isen tø en smule op (så er den nemmere at have med at gøre, når alle ingredienserne skal blandes sammen). Hak Oreo godt. Bland det hele sammen i en blender. Tilføj evt. mere mælk, hvis massen er for tyk.   

Hjemmelavet Oreomilkshakes

I weekenden har vi lavet Oreo milkshakes.

Super nemt og rigtig lækkert – man skal nok tænke for meget over, hvor mange kalorier der er i 🙂

En hurtig google søgning gav lidt inspiration og så var det frem med blenderen.

 

Vi brugte:

1/2 liter vanilleis

7 Oreos (dem med dobbelt creme i)

1 dl minimælk

Op i blenderen med 4 Oreos, mælk og is og blend godt.

De resterende Oreos kom vi i en pose og kørte en kagerulle hen over dem til de var godt maste.

Næste gang tænker jeg vi smider det hele i blenderen, da det blev noget klistret med de maste Oreos.

 

MUMS – det var lækkert og skal helt sikkert gerne prøves igen hen over foråret og sommeren 🙂

Cupcakes

Jeg er jo som tidligere nævnt i gang med forberedelserne til barnedåben, som nærmer sig med hastige skridt. Maden får vi ude fra, men jeg vil gerne selv bage det kage vi skal have. Og det kræver lige lidt øvelse, har jeg erfaret 🙂
Vi skal have minicupcakes – to varianter. En chokoladecupcake og en vanillecupcakes begge to pyntet med frosting.
Og det er den der frosting, der volder mig lidt problemer. Eller det har den gjort indtil nu.
Manden var ikke den store fan, da jeg for længe siden lavede en creme cheese frosting, og den smørcreme, jeg har prøvet mig frem med, vil bare ikke helt som jeg vil.
Idag lavede jeg så lige en lille portion mini chokolade cupcakes og dertil lavede jeg en creme cheese frosting, men med et andet blandingsforhold end de opskrifter, jeg har fundet på nettet og i forskellige bøger.
Og den var super nem at arbejde med – dejlig nem at sprøjte ud på de små cupcakes, hvilket klart er en fordel, og så synes jeg den smager meget godt, hvilket jo er endnu et plus i bogen.
Senere skal vi være sammen med nogle venner, som er så heldige at de skal prøvesmage de cupcakes, og i køleskabet står resten, som skal prøvesmages imorgen for at se, hvordan de er dagen efter.
Jeg håber nemlig på, at de er lige så gode dagen efter, så jeg kan bage dem dagen i forvejen og pynte dem, så de bare skal anrettes 🙂
Et andet plus med frostingen er, at når jeg skal pynte den kagekage, som vi også skal have, så bliver det forhåbentlig lidt nemmere, end sidst jeg prøvede 😉
I får lige et par billeder af mine cupcakes med frosting, for jeg er altså lidt stolt af resultatet 🙂 
De skal måske lige have lidt mere frosting, men alt i alt er jeg rigtig godt til freds.
God weekend deride 🙂

Kanelkagen

Der går lidt langt mellem indlæggene på bloggen for tiden – og jeg beklager, men med en have der skal passes og plejes inden den kommende barnedåb, familien der skal hygges med, de kreative projekter der skal afsluttes og nye som vælter frem med inspiration fra diverse grupper på Facebook og mange blogs og så forberedelserne til barnedåben, som så småt nærmer sig, så er det bare som om tiden suser afsted.
Men som sagt så forbereder jeg lidt til barnedåben. Jeg vil gerne selv bage kagen, og da jeg ikke er så ferm til det der fondant (man kan jo lave de smukkeste kager med det, hvis man har evnerne), så tænkte jeg, at jeg ville bage en kage og pynte den med frosting – gerne ala billedet herunder.
Billedet er fundet her
Så det skal jo prøves af, men det er åbenbart ikke så nemt, som først antaget – eller måske er det afhængigt at, hvilken frosting man bruger. Jeg kunne ikke helt få tyl, sprøjtepose og frosting til at arbejde helt sammen – måske jeg skal øve mig lidt mere og så er det godt, der er en lille måneds tid til barnedåben.
Da frostingen ikke helt fik den forventede form, valgte jeg er smøre den ud og pynte med M&M’s. Smagen af kage og frosting fejler ingen ting, men udseendet skal der arbejdes lidt med.

Cupcakes ideer

Jeg leger lidt med smagsvarianter i cupcakes – eller jeg tænker en masse tanker omkring det.
Jeg vil nemlig gerne servere blandt andet cupcakes, når vi skal have barnedåb sidst i juni.
Jeg har endnu ikke bagt nogle af dem, for med alle de variationer, som flyver gennem mit hoved, så bliver det til mange forskellige cupcakes.
Så lige nu overvejer jeg hvilke to smagsvarianter, jeg skal bage. Jeg regner med at lave en halv dej, som jeg deler op i to, som så bliver til to smagsvarianter.
Jeg har tegnet lidt i håb om, at det gør beslutningen nemmere…
Bogstavet på den ene cupcake symboliserer lillesøster navn
MUMS
Nederst har jeg skrevet de (indtil videre) mulige variationer

Oreo cupcakes

I lørdags var det store bagedag herhjemme.
Ovnen blev endelig lavet i fredags, og så skulle jo bages lidt.
Tulle og jeg bagte både kanelkage og havregrynskager.
Og mens kanelkagen var i ovnen, kiggede jeg på lidt forskellige blogs, og hos Ina var der et indlæg om Oreo cupcakes. De så super lækre ud, og jeg var simpelthen nødt til at prøve at bage dem også. Og det var supernemt.
Opskriften finder i hos Copenhagencakes.

Bagedag

Den forgangne weekend brugte jeg lørdag formiddag på at bage.
Der blev bagt boller, banan-chokolade cupcakes og macarons.
Jeg har ikke prøvet at bage macarons før, men en gang skal jo være den første. Så efter at have googlet i et par dage og se, hvad der var at finde af opskrifter.
Opskriften jeg brugte på macarons fandt jeg hos Camilla//Himmelske kager. Mens den hvide chokoladetrøffel creme er fra Linn//Frk. Kræsen.
Fyldet var ikke helt som forventet, og da vi dagen efter skulle have kagerne med på besøg hos svigerforældrene, lavede jeg en smørcreme. Smørcremen finder du hos Maja//Chocolat. Den blev rigtig god – dog kom der ikke hindbær i min version, men der skal helt sikkert eksperimenteres med den smørcreme i andre smagsvariationer.
Jeg var egentlig af den opfattelse, at macarons var svære at lave, men det gik reletivt nemt, så det er helt sikkert ikke sidste gang, de bliver bagt herhjemme.
Jeg overvejer faktisk, om de ikke skal være en del af kagebordet til den kommende barnedåb til sommer.
Og så er det jo endnu en undskyldning for at bage dem lidt oftere indtil da, så der kan afprøves forskellige smagsvariationer 🙂
Banan-chokolade cupcakene er fra bogen Julias Cupcakes.
Banan-chokolade cupcakes.
Så mangler de bare cremen.
Lyserøde macarons klar til at blive fyldt med creme.

Macarons med fyld – to forskellige slags fyld. Smørcremen giver macaronen det rigtig udtryk, men den anden er med chokoladetrøffelcremen.

Fødselsdag

Fødselsdag er lig med hjemmebagte boller og kage – og selvfølgelig hygge 🙂

Så da jeg havde fødselsdag den anden dag stod vi tidligt op og spiste boller sammen inden manden skulle på arbejde – og datteren i børnehave. 
Hjemme blev der hygget med hæklenålen (projekt babytæppe er snart ved vejs ende 🙂 ), og så bagte jeg lige en lille kage – faktisk brownies med hakkede chokoladestykker i – MUMS 😉
Opskriften på brownies finder du her – jeg har blot tilføjet lidt hakket chokolade, da det ikke er alle i huset, der gider nødder.
Det er helt sikkert en kage, jeg skal prøve igen – næste gang skal den bare have lidt kortere tid i ovnen, så den bliver lidt mere svampet – men super lækker opskrift, og hvis man er til nødder i kage, så vil det helt sikkert også være lækkert.

Da vi skulle have kagen, blev det ikke lige som brownies, men mere som en chokoladekage. Vi fik vanilleis til – men friske bær dertil vil også være godt.

Klar til at komme i ovnen.

MUMS!

Færdigt projekt – og lidt fra weekenden

12 blev til to – som nu er blevet til én.
Weekenden er gået – og sikke en weekend. Det har været en rigtig hyggelig weekend – Tulle og manden har hygget i sneen, kælket og bygget snemandog igår bagte jeg fastelavnsboller (og ja, der er et stykke tid til fastelavn – vist langt over en måned – meeen når man nu har en craving til fastelavnsboller, så skal de jo bages 🙂 ).
Her til formiddag er der tre tilbage – eller efter jeg har været i bøtten, er der nu kun 1 tilbage 🙂
Og så har jeg vist ikke fået vist det endelige resultat af min hæklede poncho.
Opskriften er fra Hjemmet – jeg har bare forlænget den lidt, afsluttet i bunden med hæklet musetakker (picot) og hæklet lidt ekstra ved halsen, da jeg synes den blev for kort der.
Der er brugt 5 nøgler Natur Uld i farven Petroleum. Jeg havde så et gråt nøgle til overs fra denne lækre sag, som jeg brugte for at få lidt mere længde på.
Billedekvaliteten er ikke fantastisk – men lyset var ikke helt med mig.
Dette billede gengiver bedst farverne.
Musetakkerne i bunden.
En bred grå stribe.
Ved halsen er der tilføjet en enkelt række dobbelt stangmasker og en række fastmasker ud over de i oprindelige fastmasker.
Det endelige resultat.

Nu vil jeg fortsætte på mit projekt babytæppe, som langsomt skrider fremad (ikke i forventet tempo, men det går fremad) – måske se lidt Netflix og nyde en kop the eller varm kakao.